Jeg føler jeg revner, går i stykker, smelter væk, forsvinder….
Det er som om jeg ikke helt ved hvem og hvad jeg er. Alt jeg kendte og kender er anderledes og jeg stiller spørgsmålstegn ved det hele. Ikke kun det der er i nuet, men alt der nogensinde har været. Jeg har en oplevelse af at se ting fra nye vinkler, som ikke nødvendigvis pynter eller gør smukkere”. Men som ændre mit syn på helheden og på mig selv. Hvem er jeg egentlig?
Måske det er den berygtede 40 års krise, der kommer 5 år for sent. Måske er det fordi verden omkring mig er i oprør og opgør. Måske er det blot tiden og energien der gør sit. Jeg ved det ikke, måske er det nok det eneste jeg med sikkerhed ved – at jeg intet ved.
Det er er pudsigt sted at være, sådan uden fundament, frit svævende. Det er svært at navigere i, og jeg famler lidt efter noget at gribe i, noget at holde i, noget at stå ved. Vasketøj og madlavning er noget af det der er mest håndgribeligt og som i en eller anden grad holder mig forankret. Naturen er det der gør mig bedst, og i et kort øjeblik minder mig om hvem og hvor jeg er.
Jeg ved det her er endnu en portal jeg går igennem, endnu en “lille død”
Så jeg kan rejse mig fra asken som en fugl Fønix. Vi som menneskehed er i en gigantisk transition, fra en væren til en anden. Vi transformere og bliver i den grad mindet om, hvad der er vigtigt for os – hver i sær. Hvad vi savner, hvad der tæller, hvad der giver livet værdi, hvor vores grænser går, hvad der driver os osv.
Lige nu, midt i dette kaos af transformation & transition. Her med en fod på hvert side af dørtærsklen. Her er det ret svært at finde ud af hvad der tæller, gælder, gør godt og hvor grænserne går. For det der før gav mening, gør det ikke længere. Det der er på den anden side, er u-testet og ukendt område – dermed kan vi ikke sætte ord på og handling bag.
2021 har godt nok været en god rusketur i den følelsesmæssige karrusel. Vi får lige en sidste ekstratur, her de sidste måneder, noget jeg egentlig godt kunne være foruden. Jeg savner ro, stabilitet, fundament, nærhed, nærvær – “normalitet”. Men sagen er den, at unormalt er det nye normale. Verden er under ombygning, til evig tid. Vi er under evig uddannelse, i livet. Forandring er den eneste konstant.
Lige nu, i disse dage, synes jeg livet er lidt svært.
Der er brug for ekstra mange kram og tårerne kommer let. Det er okay, jeg må gerne gå lidt i stykker og slå revner – det er sådan lyset kommer ind. Jeg transformere, som en del af den verden jeg er i. Ændrer, vokser, skiller mig af med, tager til mig, overvejer, konkludere, tvivler, lever, er….