Udvidelse og sammentrækning.

Verden har fødsels veer og det samme har jeg, og en helt masse andre. Vi er i en tid af store udvidelser, nyt er på vej, men vi siger også farvel og mærker sammentrækningerne, imellem udvidelserne. Energierne arbejder altid på denne måde, et sted det bliver synligt i den fysiske verden, er en fødsel.

Så på mange måder kan man sige at vi er midt i en fødsel, vi har veer, og det gør ondt, det er hårdt, men også spændende, og noget vi længe har ventet på. For der har været en lang optakt, med plukveer og følelsen af at blive tungere og langsommere. Et nyt behov for søvn, ro, næring og en lyst til at være opmærksom på sig selv. Fordi inderst inde, har vi alle godt vist at nyt var på vej, og at det gamle skulle slippes. Så det har vi gjort, i noget der føles som årevis efterhånden. Nu står vi så her, med veer og ubehag, spænding og nysgerrighed, angst og usikkerhed, gnister af håb og glimt af fremtiden.

Selv ved jeg ikke hvad det er der er ved at blive født.

Hvad det er der snart vil se dagens lys. Men jeg ved at det kræver mod at sætte dette nye i verden. Mod til at se mit nye jeg i øjnene, mens jeg slipper det gamle. Mod til at indrømme at dette nye mig, altid har været mig, og at alt jeg slipper aldrig var mig. Mod til at stå ved alle de følelser der følger med, når jeg slipper sikkerhedsnettet, af disse tillærte dele. Dele jeg har klamret mig til, og som har holdt mig flydende i så mange år. Mod til at mærke alt det der har været gemt og forsøgt glemt igennem tiden. Mod til at være den jeg er.

Jeg er stille…

Der er nemlig ikke det store behov for at være aktiv på de sociale medier. Jeg blev opfordret til at tage SoMe fri, i nogle dage. Det gjorde underværker, og har virkelig gjort at jeg kan mærke et behov for at være stille, med mig selv. Stille på en måde hvor jeg ikke hele tiden er aktiv, men kun deler når der er flow, og når jeg mærker at det er mit reelle behov. Så måske der er langt imellem mine posts og stories, men jeg går med tillid til, at det er sådan det skal være, det er sådan det må være – fordi det er det jeg har brug for. Jeg giver mig selv plads og tid…..

Jeg udvider min forståelse af hvem jeg er. Jeg trækker mig sammen og integrere. Jeg udvider min indsigt i hvad der var. Jeg trækker mig sammen og slipper det. Jeg udvider mine drømme og mærker mine længsler. Jeg trækker mig sammen i sårbarhed. Jeg udvider mit hjerte og giver sjælen plads. jeg trækker mig sammen og værner om mig selv og min energi. Jeg udvider og trækker mig sammen….som så mange gange før, igennem alle mine liv. Denne gang mærker jeg dem blot tydeligere, jeg ser et mønster, og en spirende forståelse af hvad der sker, og hvordan det altid er sket, rodfæster sig.

Vi er i evig fødsel, verden er i evig fødsel, universet er i evig fødsel. Det er blot et spørgsmål om hvor i processen vi befinder os, og hvor stort det er, det nye der er på vej. Den fødsel vi er i lige nu, er en af de større her på jorden, og dermed også en af de større i universet, og så afgjort en af de helt store for det vi i dag kalder menneskeheden.

Så ja det gør både ondt og godt, ja vi er spændte og nervøse. Men en ting er sikkert, noget nyt er på vej, vi kan ikke stoppe denne fødsel, vi kan ikke sige nej tak og vende tilbage til det der var. Vi kan kun overgive os til de universelle energier, som arbejder for og med os lige nu (som altid). Udvidelser og sammentrækninger – gør det du har brug for, træk vejret, lyt til din krop og din intuition, du ved præcis hvad der skal til – din krop og din sjæl kender vejen – tør du gå med tillid til at alt går som det skal, hvis blot du følger rytmen, og gør det du mærker der er behov for, i dig?

På lørdag er det fuldmåne

Det er den sidste i dyrekreds/zodiaken. For vi befinder os i fiskens tegn, som er det sidste af de 12 tegn, med vædderens energi pr. 21. marts, starter vi forfra i dyrekredsen. Så det er på mange måder en meget afsluttende fuldmåne, og en virkelig excellent tid for afrunding og given slip. Vi afrunder på mange måder 2020 med denne fuldmåne, og træder for alvor ind i 2021 energien med forårsjævndøgnet d. 20.3. og vædderens energi d. 21.3.

Fuldmånen falder i jomfruens tegn

Jomfruen er virkelig god til detaljer, hun er analytisk og hårdarbejdende i sin fremgangs metoder. Så der er virkelig gode muligheder for at se ned i mindste lille detalje og afkrog af især hjertet og dine gemte og glemte følelser. Hvad skal slippes, hvad skal ikke med videre ind i det nye år. Hvordan kan du ære og nære dig selv, dine udvidelser og sammentrækninger endnu bedre. Hvad holder dig tilbage fra at mærke dem, frem for at modarbejde dem. Hvad skal slippes så du kan gå dybere ind i processen, frem for at køre i gamle spor af overspringshandlinger, numbness, frygt, ________ indsæt selv, hvad du ved passer ind her. Hvor har du sat regler og rammer op, der holder dig fastspændt i en rytme der ikke længere passer til dit hjerteslag/dine udvidelser og sammentrækninger – hvor er der mislyde og hvor er der musik?

I kærlighed – Abi